Cecilie Bunk Pedersen.

Hun tog springet og har ikke set sig tilbage

Et tilfældigt valg førte Cecilie Bunk Pedersen ind i kokkefaget. I dag er hun en del af kokkelandsholdet, laver tv og konkurrerer på højeste niveau

Det var aldrig planen, at Cecilie Bunk Pedersen skulle være kok.

Hun arbejdede med faldskærme, levede et liv, hvor hun tog tingene, som de kom, og manglede egentlig bare noget at lave hen over vinteren. Derfor søgte hun ind på grundforløbet som kok og tjener. Ikke fordi hun havde en plan. Mere fordi hun manglede noget at lave.

Men allerede første gang hun stod i et køkken, var der noget, der gav mening.

”Jeg fandt endelig noget, jeg var rigtig god til.”

Siden har hun ikke set sig tilbage.

Jeg passede bare ind fra første øjeblik

For Cecilie Bunk Pedersen faldt tingene på plads allerede første gang, hun stod ved et komfur. Hvor skolen aldrig rigtig havde givet mening, var det anderledes her.

Tempoet. Samarbejdet. Beslutningerne, der skulle træffes.

“Jeg passede bare ind fra første øjeblik.”

Hun havde aldrig været god til at sidde stille. Aldrig helt forstået, hvorfor hun skulle passe ind i en ramme, der ikke føltes rigtig. Men i køkkenet var der plads til energien. Til at tage styring. Til at få ting til at ske.

Det blev hurtigt tydeligt, at det ikke bare var noget, hun kunne finde ud af. Det var noget, hun kunne blive rigtig god til.

Jeg skal være verdensmester

Beslutningen kom hurtigt. Hvis hun skulle være kok, skulle hun også finde ud af, hvor langt hun kunne drive det. Men ambitionen var ikke ny.

Lige siden hun var barn, har Cecilie Bunk Pedersen været på jagt efter noget, hun kunne blive bedst til. Hun har prøvet det meste. Fodbold, håndbold, skydning. Altid med det samme mål: at blive nummer ét.

Siden er målet blevet endnu større. At blive verdensmester.

Det kræver noget. Ikke bare timer i køkkenet, men også mentalt. For Cecilie Bunk Pedersen er sin egen største kritiker.

”Jeg er nok min egen værste fjende. Jeg stiller høje krav til mig selv, og det er hårdt, men det er også det, der driver mig fremad. Gør mig bedre.”

Der skal også være plads til at grine

Køkkener er kendt for højt tempo, lange dage og høje krav. Men for Cecilie Bunk Pedersen er det mindst lige så vigtigt, at der er plads til noget andet. Humor. Energi. Og et miljø, hvor man har lyst til at være.

”Jeg tror på, at man laver bedre mad, hvis man har det godt.”

Hun er ikke typen, der går stille med dørene. Tværtimod. Hun fylder rummet, griner højt og bringer en energi, der smitter.

”Jeg er nok den, der larmer mest.”

Det er et bevidst valg. For selvom der skal være seriøsitet omkring arbejdet, mener hun ikke, at frygt og hård tone gør nogen bedre.

”Det der med, at man skal være bange for sin køkkenchef, det forstår jeg ikke.”

Samtidig er hun ikke bange for at tage styring, når det kræver det. Når tempoet stiger, og der skal leveres. Men så snart der er plads, skal der også være plads til at trække vejret. Og til at grine.

En støbejernspande i hovedet

Hun lægger ikke skjul på, at hun kan være lidt klodset.

”Jeg er meget sprælsk og livlig. Jeg taber ting en gang imellem. Det er bare mig.”

En dag i køkkenet gik det galt. Hun stod midt i service, da en støbejernspande faldt ned fra en hylde over komfuret. Den ramte hende direkte i hovedet.

Resten af dagen kunne hun ikke huske, hvad der var i hendes retter. Hun måtte skrive sin mise en place op og hænge den på væggen for at kunne følge med.

”Jeg kunne ikke engang huske, hvad jeg selv havde spist.”

Alligevel gik hun ikke til lægen. En uge senere skulle hun til konkurrence, og hun vidste godt, hvad beskeden kunne blive.

”Hvis jeg fik at vide, at det var en hjernerystelse, så måtte jeg jo ikke stille op.”

Så hun lod være. Og stillede op alligevel. Og vandt.

Smagen kommer først

Selvom vejen ind i faget var tilfældig, er det blevet håndværket, der fylder. Cecilie Bunk Pedersen er udlært i det franske køkken, hvor grundteknikkerne er i fokus, og hvor der ikke bliver sprunget over, hvor gærdet er lavest.

”Der er ikke noget, der er overladt til tilfældighederne.”

Det har sat sig i hendes måde at arbejde på. For hende handler det først og fremmest om smag. Om at få det til at sidde præcist. Balanceret. Rent. 

”Du kan godt lave noget, der ser flot ud. Men hvis det ikke smager godt, så er det ligegyldigt.”

Ved siden af sit arbejde som souschef på Michelin-restauranten Aure i København bruger Cecilie Bunk Pedersen hver måned mange timer sammen med resten af kokkelandsholdet.

Her handler det om at blive bedre sammen. Om at lære af hinanden, presse hinanden og hele tiden flytte niveauet. Lige nu arbejder de målrettet frem mod verdensmesterskabet i Luxembourg i november.

”Vi træner benhårdt, mens vi hygger os. Og jeg glæder mig til, at vi skal afsted sammen og repræsentere Danmark.”

Det er ikke kun hendes egne præstationer, der tæller, men det niveau, de kan nå sammen. For Cecilie Bunk Pedersen har det været en øjenåbner. At se, hvor meget man kan rykke sig, når man arbejder tæt med andre med samme ambitioner. Og hvor meget man kan lære.

Det er blevet en del af hverdagen

Det, der startede som noget tilfældigt, fylder i dag det meste. Hverdagen er bygget op omkring køkkenet. Arbejdet som souschef. Træningen med landsholdet. Konkurrencerne.

Og ved siden af har hun også fundet vej til tv-skærmen som fast kok i Go’ Morgen Danmark. Noget, hun selv er stolt af.

”Det er fedt at få lov til at vise sit fag frem på den måde.”

Men det kræver også noget. Tid. Et liv, hvor der ikke altid er plads til så meget andet. Alligevel er hun ikke i tvivl om, at det er det, hun vil.

”Hele mit liv drejer sig om min karriere lige nu. Jeg har så lidt tid, at min kalender er mit største benspænd. Men jeg føler mig privilegeret over at få lov til at lave det, jeg elsker. Og jeg er sikker på, at der bliver mere tid til alt muligt andet på et tidspunkt.”

Men først er der stadig noget, der skal jagtes. Verdensmesterskabet.