Hun udfordrede kulturen og vandt olympisk guld
Som Team Manager for det finske kokkelandshold har Katja Tuomainen udfordret den traditionelle køkkenkultur og været med til at føre Finland til en historisk olympisk guldmedalje. Nu forbereder hun sit hold til VM i 2026.
"Du kan være et godt og venligt menneske og samtidig være kok på højeste niveau."
For Katja Tuomainen er den overbevisning mere end et ledelsesprincip. Den er fundamentet for alt det, hun har bygget op omkring det finske kokkelandshold.
Som Team Manager var hun med til at føre Finland til en historisk guldmedalje ved Kokke-OL 2024. Ikke gennem frygt, hierarkier eller hævede stemmer, men gennem tillid, åbenhed og en stærk holdånd.
Det er en tilgang, der står i kontrast til mange af de traditionelle forestillinger om professionelle køkkener. En tilgang, der har været med til at gøre Finland til et af verdens stærkeste kokkelandshold.
Nu er fokus rettet mod VM i 2026, hvor det finske kokkelandshold står over for sin næste store prøve.
Fandt et kreativt frirum i køkkenet
Længe før Katja Tuomainen stod i spidsen for det finske kokkelandshold, stod hun i køkkenet sammen med sin bedstemor i det østlige Finland.
Her lærte hun at lave karelske pirogger, kødpirogger og småkager fra bunden. Hun var kun fem-seks år gammel, men oplevelserne gjorde indtryk.
"Jeg drømte ikke om at blive kok. Jeg elskede bare mad," fortæller hun.
Kreativitet var en naturlig del af hendes opvækst. Hun voksede op med 12 søskende i et hjem fyldt med musik, hvor mange sang eller spillede instrumenter.
"Alle i familien er meget musikalske. De synger fantastisk og spiller nærmest alt."
Selv spillede hun guitar, men det var i køkkenet, hun fandt sit eget kreative udtryk.




